Henrik Ibsens skrifter: Fru Inger til Østeraad - 1. versjon, TarkUiB NT280r (rollehefte, Eline)

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Fru Inger til Østeraad
1. versjon, TarkUiB NT280r (rollehefte, Eline)

Fru Inger til Østeraad

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

[Forfatternote: 7 3/4 Ark.]

Eline,
Ingers Datter
i
«Fru Inger til Østeraad,»
historisk Drama i 5 Akter

˹
˹Fru Heiberg˺ Jfr. Fougner.
3/7 85 Reg.
Jfr. Guldbrandsen.
<...>. 54
Henr: Ibsen˺ [HIS: Teksten er skrevet på pålimt lapp, under lappen ser det ut som det står: af / Henr. Ibsen]

Faksimile

(Handlingen foregaaer paa Herresæ-
det Øteraad ved Trondhjemsfjorden
i Aaret 1528. –)

Faksimile

Første Akt.

Første Scene.

Bjørn. Finn.

Finn

Folkene sige, at hun aldrig
sover – og alt det er for Spø-
gelsets Skyld –

(Under de sidste Ord er Eline
traadt ud af Døren tilvenstre.
Hun standser lyttende, uden
at bemærkes.)

Finn

«Fru Inger har solgt sig til
Danskens Drot» –

Faksimile

–

(trækker sig ubemærket tilbage)

2den Scene.

Bjørn. Strax efter Eline fra
Venstre.

Bjørn

Fru Inger har svigtet sit
Folk i Nøden!

–

(med undertrykt Bevægelse.)

Er
du alene, Bjørn?

Bjørn

Jer, Jomfru Eline?

–

Hør, fortæl mig et af dine
Eventyr; jeg veed du kan –

Bjørn

nu i Kvæld – saa sildig.

–

(bittert.)

Ifald du regner fra
den Tid da der blev mørkt paa

Faksimile

Østeraad, saa er det sildigt.

Bjørn

I er saa urolig!

–

Det er muligt!

Bjørn

kunnet kjende Jer igjen.

–

Husk paa, i et halvt Aar
har Lucia, min Søster, sovet
tre Alen under Muld.

Bjørn

heftig som nu ikvæld.

–

Mener du? Og hvorfor ikke
Var hun ikke mild og from
og fager som en Sommernat
Bjørn! jeg siger dig, jeg hav-
de hende kjær som mit eget
Liv! Har du glemt hvor tidt
og mange Gange vi sad som

Faksimile

Børn paa dine Knæ om Vinter-
kvælden; Du sang for os og du
fortalte –

Bjørn

var I fro og glad.

–

Ja dengang du! da levede jeg
et deiligt Liv i Eventyr og
i mine egne Tanker. Jeg veed
ikke om Stranden var saa
nøgen dengang som nu, men
var den det, saa mærkede
jeg det ikke. Jeg gik derude
og digtede fagre Krønniker,
mine Helte kom og gik, jeg
selv levede iblandt dem og
fulgte med dem naar de drog
bort. (Synker ned paa en

Faksimile

Stol.) Nu er jeg saa mat og
træt, mine Eventyr kan ikke
nære mig længer; de ere ikke
længer til, de ere kun – Even-
tyr. (Heftigt, idet hun rei-
ser sig.) Bjørn! veed du
hvad der har gjort mig syg?
En Sandhed! en hæslig Sand-
hed, som nager mig Nat og
Dag!

Bjørn

Hvad mener I?

–

Kan du mindes, at du stun
dom gav os Leveregler og
gode Raad? Lucia, min Sø-
ster, fulgte dem, men jeg, Gud
bedre!

Faksimile

Bjørn

Nu, nu!

–

Jeg veed det; jeg var stolt,
hovmodig; naar vi legede sam-
men, vilde jeg altid være
Dronning, fordi jeg var den
største, den fagreste, den kløg-
tigste, jeg veed det!

Bjørn

Det er sandt.

–

Engang tog du mig ved Haan-
den og saa alvorlig paa mig,
idet du sagde: Vær ikke
stolt af din Fagerhed og din
Kløgt, men vær stolt som Ør-
nen paa Fjeldet, hvergang
du tænker paa, at du er Inger

Faksimile

Gyldenløves Datter!

Bjørn

at være stolt derover.

–

Ja, det fortalte du mig tidt
nok, Bjørn! O, du fortalte mig
saa mange Eventyr dengang
(trykker hans Haand.) Tak
for dem allesammen! – For-
tæl mig endnu Eet; det turde
hænde sig at jeg kunde blive
let tilsinds igjen som fordom.

Bjørn

ikke længer noget Barn.

–

Tilvisse! Men lad mig bilde
mig ind at jeg er det. Nu,
fortæl!

(Bjørn sætter sig ved Ildstedet.

Faksimile

Eline kaster sig ned ved Si-
den af Stolen.)

Bjørn

engang en fager Riddersmand –

–

(der uroligt har lyttet mod
Salen, griber ham i Armen
og udbryder heftigt, men hvi-
skende)

Tys, skrig da ikke
saa; jeg er jo ikke tunghørt.
Et Eventyr skal ikke skraa-
les ud ligesom et Skjændsels-
rygte, der farer om Land og
Strand, nei, det skal hviskes,
stille, – saa stille som et Spø-
gelse ved Midnatstider.

Bjørn

der gik det sælsomme Ord –

–

(reiser sig halvt op og lytter i

Faksimile

10.

ængstelig Spænding mod Salen.)

Bjørn

hvad fattes Jer?

–

(sætter sig atter.)

Mig? Ingen-
ting. Fortæl du kun!

Bjørn

sygnede hen af Sorg.

–

Det har jeg hørt. Det er for-
resten Sandhed og ikke noget
Eventyr, du der fortæller; thi
Riddersmanden som du beretter
om, det er Niels Lykke, der
endnu den Dag i Dag sidder
som den Første blandt Daner-
kongens Mænd.

Bjørn

Kanhænde.

–

Nu ja, ligegodt; bliv kun ved.

Faksimile

11.

Bjørn

begav det sig engang –

–

(reiser sig pludseligt.)

Tys! tys!
vær stille!

Bjørn

gaaer der af Jer?

–

(lyttende.)

Hører du?

Bjørn

Hvilket?

–

Det er der, ja ved Kristi Kors,
det er der!

Bjørn

Hvad er der? Hvor?

–

Hun selv – i Riddersalen!
(iler op mod Baggrunden)

Bjørn

gaa til Jert Kammer!

–

Tys, staa stille! Rør dig ikke;
lad dig ikke see! – Vent, der
kommer Maanen frem, kan du

Faksimile

13.

[HIS: Gal telling. Side 12 er utelatt.]
skimte den sorte Skikkelse?

Bjørn

Ved alle Helgen!

–

Seer du, der vender hun Knud
Alfsøns Billede indad mod
Væggen! Ha, ha, det stirrer
hende nok for stivt i Øinene!

Bjørn

Jomfru Eline! hør mig!

–

(idet hun gaaer ned mod For-
grunden.)

Nu veed jeg hvad
jeg veed!

Bjørn

da altsaa sandt!

–

Hvem var det, Bjørn! hvem
var det?

Bjørn

I ligesaagodt som jeg.

–

Nu vel!

Faksimile

14.

Bjørn

Eders Moder!

–

(halvt for sig.)

Nat efter Nat
har jeg hørt hendes Trin der-
inde. Jeg har hørt hende hvi-
ske og vaande sig som en uro-
lig Aand, og Visen siger jo –
ha nu veed jeg det; jeg veed
at –

Bjørn

Stille!

–

(Fru Inger kommer ind, seer
ud af Vinduet og gaaer.)

–

(afsides.)

Hun er saa bleg som
en Dødning i Liigklædet.
Hvord der er slige Skyer over Pa-
den, der maa det være Høstveir
indenfor.

Faksimile

15.

Bjørn

Hvad er der nu?

–

Gaa ud og see efter hvad det
gjælder.

3die Scene.

De Forrige. Einar og flere Huuskarle. Strax efter Fru Inger.

Bjørn

i Eders Dom om Inger Gyldenløv<...>

–

(sagte.)

Gid jeg havde! Jeg kun-
de rive mine Øine ud af
Hovedet ifald de havde løiet
for mig.

4de Scene.

De Forrige. Finn.

Inger

faa min Villie at vide. Gaa!

(Huuskarlene gaa.)

Faksimile

16.

–

(afsides til Bjørn.)

Mener du
endnu jeg har feilet i min
Dom om Inger Gyldenløve?

5te Scene.

Fru Inger. Eline.

Bjørn

Porten aaben!

–

(vil fjerne sig.)

Inger

Noget at sige dig.

–

Jeg hører Eder!

Inger

troer ilde om din Moder!

–

Jeg troer hvad eders Færd tvin-
ger mig til at tro.

Inger

dit umilde Sind byder.

–

Mit umilde Sind er eders eget

Faksimile

17.

Værk. Fra min Barndom hav-
de jeg vant mig til at agte
Eder som en stor høisindet
Kvinde. Som Eder tænkte jeg
mig hine Kvinder, hvorom
de gamle Krønniker fortæl-
le, – hine Kvinder der traad-
te frem i Farens Dage og
vakte Folkene til kraftig Daad.
Det tykkedes mig, som om Gud
Herren selv havde trykket et
Stempel paa Eders Pande og
mærket ˹Jer˺ Eder som den, der skul-
de være Leder for de mange
Tusinder der omgav Eder. I
Høisalen sang Ridder og Svende
Eders Priis, og trindt om Lande
kaldte Bonden Eder Norges

Faksimile

18.

Haab og Støtte! Og Alle meente
de, at gjennem Eder skulde de
gamle Tider komme igjen! Alle
meente de, at ved Eder skulde
det atter dages i Norge! ˹– –˺ Det
er endnu Nat og neppe kommer
Morgenen med Eder, Inger Gyl-
denløve!

Inger

Leder viser Veien.

–

I Folkets Mund er Sandhed; det
sagde I selv tidt ˹nok ofte ˺ og mange Gan-
ge, dengang da Eders Priis lød
i Sang og Tale.

Inger

skulde hobe Stene paa den.

–

De Stene jeg hober paa Eders
Byrde knuge mig ligesaa tungt

Faksimile

19.

som Eder! I Troen paa Eders
Storhed har jeg levet mine fa-
greste Dage; thi for at leve maa
jeg kunne lev{e}ære stolt, og det
vilde jeg været med Rette, der-
som I var bleven hvad I
engang var!

Inger

gjør din Moder Uret?

–

(med frembrydende Følelse.)

O,
hvis jeg gjorde det!

Inger

med sig – kanhænde at –

–

(idet hun vil gaa.)

Sov vel,
min Moder!

Inger

du maa høre mig!

–

Jeg hører Eder!

Faksimile

20.

Inger

for øde paa Østeraad.

–

Hvor kan det undre Jer, min
Moder!

Inger

skal blive anderledes.

–

Hvordan?

Inger

en Gjæst til Gaarden.

–

(studsende.)

En Gjæst!?

Inger

hvor han gaaer hen.

–

(kaster sig ned for hende, og
griber hendes Hænder.)

Min
Moder! min Moder! Forlad
mig min Uret imod dig, hvis
du kan det!

Inger

jeg forstaaer dig ikke.

–

Saa har de da Alle taget feil;

Faksimile

21.

du er da endnu trofast i
Hjertet.

Inger

reis dig og siig mig –

–

O, troer du da ikke jeg veed
hvem Gjæsten er?

Inger

veed det og alligevel –

–

Mener du da Østeraads Porte
har været saa vel stængte, at
ikke vore Venners Jammer
skulde lyde ind til mig der-
udefra. Mener du ikke jeg
veed, at mangen Ætling af
de gamle Slægter vanker som
fredløs Mand uden Ly og Leie,
medens de danske Herrer raade
i hans Fædres Gaard.

Faksimile

22.

Inger

Og saa? – Bliv ved!

–

Jeg veed vel at mangen høi-
baaren Ridder jages som sulten
Ulv i Skoven; han har ikke
Arnested at hvile ved; ikke
Brød at bide!

Inger

jeg forstaar dig!

–

Og derfor aabner du Østeraads
Porte ved Nattetid; derfor maa
han være fremmed og ukjendt,
han, denne Gjæst, om hvem
Ingen tør vide hvorfra han
kommer eller hvor han gaar
hen. Du trodser det strenge
Herrebud, som nægter dig at
huse den Forfulgte, og at staa

Faksimile

23.

ham bi med Ly og Pleie.

Inger

fredløs Mand jeg venter.

–

(reiser sig.)

Saa har jeg kun
ilde forstaaet Jer, Inger Gyl-
denløve!

Inger

tæmme dit vilde Sind.

–

Jeg skal være tam til I har
udtalt.

Inger

kræves Mod og Mandskraft.

–

Og hvo har sagt Eder, at jeg
ikke eier Mod og Mands-
kraft naar det gjøres Behov.

Inger

tage dig paa Ordet.

–

Hvordan, min Moder?

Inger

See derfor gjælder det –

Faksimile

24.

–

(livligt.)

At slaa løs, min Mo-
der!

Inger

de danske Herrer forhindre.

–

Og det skulde vi taale! Vi
skulde roligt see til – –

Inger

hvordan vi ere sindede.

–

Nu og saa –

Inger

til Østeraad i Nat.

–

Herhid? Og i Nat?

Inger

en Time kan han ventes.

–

Og I betænker ikke, min Mo-
der! hvad I udsætter Eders
Rygte for ved at tilst{ <...> }ede den
danske Udsæ ˹nding˺ tning et saadant
Møde? Er ikke Almuen allere-
de mistroisk nok mod Eder?

Faksimile

25.

Hvor kan I haabe at den en-
gang vil lade sig lede og raa-
de af Eder, naar det rygtes –

Inger

ogsaa gjæste Østeraad.

–

Og I kjender ikke hans
Navn?

Inger

noget Bedre at nævne.

–

Men hvad har I saa isinde,
jeg har endnu ikke fattet
Eders Mening.

Inger

maa vi binde den!

–

Saa vogt Jer vel at ikke
Snoren brister.

Inger

fast den skal strammes.

–

Paa mig?

Inger

sidde stur bag Jernstængerne.

Faksimile

26.

–

Min Vinge er stækket! Gav I
mig Friheden, den vilde kun
lidet baade mig.

Inger

end du selv vil det.

–

Vil? I Eder er min Villie;
vedbliv at være hvad I var,
saa vil ogsaa jeg –

Inger

være dig meget imod.

–

Kanhænde, min Moder!

Inger

vende tilbage for dig!

–

Hvad mener I?

Inger

Silkeklæder og høie Sale.

–

En Ridder, siger I?

Inger

En Ridder!

–

(idet hun fjerner sig noget
fra hende.)

Og den danske

Faksimile

27.

Udsænding kommer hid i Nat?

Inger

I Nat!

–

Hvis saa er, da ræddes jeg
for at tyde Eders Ord.

Inger

raade selv i denne Sag.

–

(idet hun træder et Skridt nær-
mere og stirrer hende stivt
ind i Øinene.)

Inger Gyl-
denløve! har I hørt om hiin
Moder der kjørte over Fjeldet
ved Nattetid med sine smaa
Børn i Slæden. Ulveflokken
fulgte hende i Sporet, det
gjældte Liv og Død, – og hun
kastede sine Smaa bagud ef-
ter sig, en for en, for at vin-
de Tid og frelse sig selv.

Faksimile

28.

Inger

Barnet af sine Arme.

–

Hvis jeg ikke var min Moders
Datter, saa skulde jeg give Eder
Ret; men I er hiin Moder, og
Eders Døttre har I kastet ud for
Ulvene en for en. – For fem
Aar siden drog Merete, Eders
ældste Datter, fra Østeraad, nu
sidder hun i Bergen som Vin-
cents Lunges Hustru; men troer
I hun er lykkelig som den dan-
ske Ridders Frue? Vincents
Lunge er mægtig, fast som en
Konge, hun har Tærner og
Svende, Silkeklæder og høie Sale,
men Dagen har ingen Sol for
hende og Natten ingen Hvile,
thi hun har aldrig været ham

Faksimile

29.

god. Han kom hid, han beilede
til hende fordi hun var Norges
rigeste Arving og han dengang
trængte til at faa fast Fod i
Landet; jeg veed det, jeg veed
det tilfulde! Merete var Eder
lydig, hun fulgte den fremme-
de Herre, men hvad har det
kostet hende? Flere Taarer end
en Moder skulde ønske at
svare til paa Dommens Dag.

Inger

det skrækker mig ikke.

–

Eders Regnskab er ikke her-
med tilende. Hvor er Lucia,
Eders andet Barn?

Inger

Gud, som tog hende.

–

Eder spørger jeg; thi det er

Faksimile

30.

Eder som skal svare for at hun
maatte lade sit unge Liv.
Glad som en Fugl om Vaaren
drog hun fra Østeraad for at
gjæste Merete i Bergen; et
Aar efter stod hun atter i sin
Moders Stue; hendes Kind var
hvid og Døden havde ædt sig
ind i hendes Bryst! Ja, I
undres, min Moder, I meente
˹nok˺ at denne Hemmelighed var
begraven med hende, men
hun har sagt mig Alt. En
høvisk Ridder havde vundet
hendes Hjerte; han vilde ægte
hende; I vidste at det gjældte
hendes Ære, men I blev ubøielig
og Eders Barn maatte dø. I

Faksimile

31.

seer jeg veed det Alt.

Inger

sagt dig hans Navn?

–

Nei!

Inger

Riddersmand var en Dansk.

–

Ogsaa det veed jeg.

Inger

havde han besnæret hende.

–

Jeg veed det, men hun hav-
de ham kjær alligevel, og hav-
de I havt en Moders Hjerte,
saa var Eders Barns Ære
gaaet for Alt. –

Inger

ikke var hende god?

–

Med Eders glatte Tunge kan
I daare Alverden, men ikke
mig. Inger Gyldenløve! tro
ikke at jeg er saa ganske

Faksimile

32.

fremmed for hvad der gaaer for
sig rundt om i Landet; til-
fulde skjønner jeg Eders Færd,
jeg veed I er ikke Dansken god
i Eders Hjerte, I hader ham
maaskee, men I frygter ham til-
lige. Da I gav Merete til Vin-
cents Lunge, saa havde de
Danske Overmagten paa alle
Kanter; tre Aar efter, da I for-
bød Lucia at ægte ham, til
hvem hun havde knyttet sit
Liv, skjøndt han havde forlok-
ket hende – da stod Sagerne
anderledes; de Norske begyndte
at komme tillive igjen, og det
var ikke raadeligt at holde sig

Faksimile

33.

tilvens med de fremmede Volds-
mænd. Og hvad har I vel
gjort for at hævne hende, der
maatte dø saa ung? Intet!
Nuvel, jeg skal handle for Eder,
jeg skal hævne al den Forsmæ-
delse, der er overgaaet vort Folk
og vor Æt!

Inger

Hvad har du isinde?

–

Jeg gaaer min Vei ligesom I
gaaer Eders; hvad jeg har isin
de, veed jeg ikke selv, men
jeg føler Kraft i mig til at
vove Alt for den retfærdige Sag

Inger

Byrden af mit Løfte.

–

Jeg forlader Eder; Eders Gjæst

Faksimile

34.

kan ventes og ved det Møde er
jeg tilovers. Maaskee det endnu er
Tid for Eder, – nu Gud styrke
og lede Eders Færd! Glem ikke,
at Folkets Øie vogter paa Eder!
Tænk paa Merete, som græder Dag
og Nat over sit forspildte Liv!
Tænk paa Lucia som sover i
den sorte Kiste! (Vil gaa, men
nærmer sig atter.) Og endnu Et.
Glem ikke, Inger Gyldenløve!
at i denne Nat spiller I Brik-
kespil om Eders sidste Barn.

(Gaaer ind til Venstre.)

Faksimile

35.

Anden Akt.

Fru Inger, Olaf Skaktavl og
Niels Lykke.

Inger

Inger Gyldenløve har endnu sin
fulde Samling.

8de Scene.

De Forrige. Eline fra Venstre.

–

Vaabenlarm og Støi – hvad er
paafærde?

Lykke

ikke tænkt mig hende.

–

(bemærker Niels Lykke og bliver
overrasket staaende, idet hun
betragter ham.)

Inger

denne Ridder er –

–

(seer fremdeles ufravendt paa Niel <...>
Lykke.)

Behøves ikke – jeg

Faksimile

36.

seer hvad han hedder; det er
Niels Lykke!

Inger

Hun veed Intet!

–

(afsides.)

Jeg vidste det, saaledes
maatte Niels Lykke see ud.

Lykke

et Billede af Eder selv.

–

Forlad mig, Herr Ridder! den
er plukket i min egen Urte-
gaard og der voxer ingen
Blomst for Eder.

Lykke

. (byder hende sin Bouket.)

maatte det
være en Fyrstekrone.

–

(der mekanisk har taget Blomsterne).

Og var det end Danmarks Kon-
gekrone I rakte mig, – før jeg
deelte den med Eder, før kry-
stede jeg den sønder mellem
mine Hænder, og slængte Stumper-

Faksimile

37.

ne for Eders Fod!

(Hun kaster
Blomsterne for hans Fødder og
gaaer ind i Riddersalen.)

Tredie Akt.

1ste Scene.

–

(kommer langsomt og drømmende
fra Venstre; hendes stumme
Spil udtrykker hvorledes hun
i Tankerne gjennemlever Op-
trinnet fra forrige Akt; til-
sidst gjør hun en voldsom Be-
vægelse, ligesom da hun kastede
Buketten og siger derpaa med
dæmpet Stemme:)

Og saa

Faksimile

38.

samlede han Stumperne af Dan-
marks Kongekrone – Blomster-
ne var det, og – (efter en Pause.)
«Guds hellige Blod! hvor hun
er stolt og fager!» Havde han
hvisket disse Ord i den lønlig-
ste Krog, tusinde Mile fra
Østeraad, jeg havde hørt dem
alligevel! Hvor jeg hader ham,
hvor jeg altid har hadet ham,
denne Niels Lykke! Fra jeg
var et tiaars Barn har jeg
hørt ham nævne. «Ingen an-
den Mand er som han,» har
de sagt mig; «han agter Kvin-
den kun som et Legetøi, han
slænger hende bort, naar hun
ikke huer ham længer.» Og det

Faksimile

39.

er til ham min Moder vilde
byde mig frem; det er til ham
hun tænkte at sige: Gjør min
Datter til din Hustru og jeg
giver dig Gods og Guld til
Vederlag. Hvor jeg hader ham!
De sige, at Niels Lykke er an-
derledes end andre Mænd; det
er ikke sandt; der er intet
Sælsomt ved ham; der er Man-
ge, Mange som han! Naar
Bjørn fortalte mig Eventyr, da
saa alle hans Helte ud som
Niels Lykke; naar jeg sad
eensom her i Riddersalen og
drømte Krønniker, og mine
Riddere kom og gik, da vare

Faksimile

40.

de Allesammen som Niels Lyk-
ke! Hvor det er forunderligt
og hvor det er godt at hade,
det fattede jeg først tilfulde
da jeg ikvæld stod lige over
for ham; nei, ikke for tusinde
Aars Liv vilde jeg sælge de
Øieblikke jeg har levet siden
jeg saa ham! – Guds helli-
ge Blod! hvor hun – (gaaer
langsomt mod Baggrunden, aab-
ner Vinduet og seer ud.)

2den Scene.

Eline. Niels Lykke.

Lykke

Søvnen vil melde sig noget seent.

–

(forlader Vinduet og vil gaa
ind til Venstre.)

Faksimile

41.

Lykke

Jomfru Eline!

–

(standsende ved Døren.)

Hvad
vil I? Hvi forfølger I mig?

Lykke

jeg er selv forfulgt.

–

Er I?

Lykke

den flyer mig!

–

Gaa til Vinduet, saa vil
I finde Erstatning; et Hav
i Storm –

Lykke

ogsaa finde hos Eder.

–

Hos mig?

Lykke

forvisset mig derom.

–

Og I besværer Eder derover?

Lykke

at see Eder mildere stemt.

–

(stolt.)

Troer I det vil lykkes
Eder?

Faksimile

42.

Lykke

et kjærkomment Budskab.

–

Og hvilket?

Lykke

Mit Farvel!

–

(nærmer sig.)

Eders Farvel? I
forlader Østeraad?

Lykke

Endnu i Nat.

–

(synes et Øieblik tvivlraadig
med sig selv og siger derpaa)
koldt:)

Saa tag min Hilsen,
Herr Ridder!

(Bøier sig og
vil gaa.)

Lykke

jeg har at sige Eder.

–

Jeg hører Eder, Herr Ridder!

Lykke

I hader mig.

–

Eders Klarsyn er usvækket, som
jeg mærker.

Lykke

Skrivelse til Fru Inger.

Faksimile

43.

–

Nok muligt, jeg har ikke læst
dem!

Lykke

hvad Haab jeg nærede –

–

Herr Ridder! hvis det er der-
om I agter at tale, saa –

Lykke

betjene sig af Omveie –

–

Jeg kjender ikke de danske
Kvinder, men I havde ingen
Grund til at holde os for
at være af samme Malm som
hine.

Lykke

jeg havde Grund dertil.

–

Har I da forhen været i Nor-
ge?

Lykke

vist ikke, men desuagtet –

–

Nu ligegodt. I feiler forøvrigt
naar I mener, at det er Eders
Brev der har vakt mit Hjertes

Faksimile

44.

Had og Bitterhed mod Eder;
jeg havde ældre Grunde.

Lykke

Hvad mener I?

–

Det er som I sagde, – Eders Ryg-
te er gaaet forud for Eder
selv til Østeraad som over det
hele Land, og hvor Eders Navn
nævntes, der nævntes det altid
sammen med en Kvinde som
I havde besnæret og forladt.
Jeg foragtede hine svagsindede
Skabninger der lod sig daare
af Eders glatte Ord; men jeg
er stolt, Niels Lykke! og det
krænkede mig inderst i Sjælen
at vide mit Kjøn saa bitter-
ligen forhaanet af en Mand
hvis Priis lød i Alles Munde;

Faksimile

45.

allerede dengang avledes mit
Had til Eder; ideligen stod
I for mine Tanker og jeg føl-
te en brændende Higen efter
at stilles Ansigt til Ansigt
med Eder, for at I skulde vide,
at der gives Kvinder hos
hvem Eders smidige Tale er
spildt, dersom I agter at anven-
de den.

Lykke

lifligt som hans Ord.
hvad han er istand til at blive.

–

(for sig selv.)

Skulde det være som
han siger? Nei, nei, der er
Løgn i hans Øie og Falskhed
paa hans Læbe{,} ˹.˺ og dog klinger
ingen Sang mig saa lifligt som
hans Ord.

Faksimile

46.

Lykke

alle dem der omgav ham.

–

Hvo er I, der saaledes mægter
at klæde mine lønligste Tanker
i Ord, der formaaer at lære
mig hvad jeg har baaret in-
derst i mit Bryst uden selv
at vide det forinden nu da
jeg hører det af Eder? Hvoraf
veed I –

Lykke

læst i Eders Øine.

–

Aldrig har nogen Mand talt
til mig som I. Jeg har kun
dunkelt forstaaet Eder, og dog
– Alt, Alt synes mig foran-
dret siden – Nu begriber
jeg først hvorfor de sagde, at
Niels Lykke er anderledes end
de Andre.

Faksimile

47.

Lykke

og uden Forstillelse.

–

Det kan I.

Lykke

saa lad mig sige Jer –

–

Herr Ridder!

Lykke

men hvad fattes Eder?

–

Mig? Intet! Intet! – Siig
mig kun Et, hvad vil I
med disse Blomster?

Lykke

Eder altsaa mit Farvel.

–

Og jeg skjænker Eder mit,
Herr Ridder.

Lykke

Skjæbne, der nager Eder?

–

(hovedrystende, idet hun ad-
spredt stirrer hen for sig.)

Mit Fædreland? Jeg tænker
ikke paa mit Fædreland.

Faksimile

48.

Lykke

Nød der ængster Eder?

–

Tiden? Den glemmer jeg nu.
˹(Pause)˺ – I gaaer til Danmark, var
det ikke saa I sagde?

Lykke

Jeg gaaer til Danmark.

–

Kan jeg see mod Danmark
herfra Salen?

Lykke

mod Syd ligger Danmark.

–

Og er det langt herfra, –
mere end hundrede Mile?

Lykke

mellem Danmark og Eder.

–

(halvt for sig selv.)

Tanken har
Maagevinger; Havet standser
den ikke.

(Gaaer ud til Venstre.)

Faksimile

49.

Femte Akt.

Fru Inger.

Inger

søge Fred og Hvile. – Kongemoder!
(gaaer.)

{2den } ˹1ste ˺ Scene.

Niels Lykke og Eline (komm<...>
ud fra Døren tilvenstre i For-
grunden.)

Lykke

jeg maa afsted.

–

O, saa lad mig endnu en-
gang see dig ind i Øinene
førend du forlader mig.

Lykke

Eline!

–

(efter en Pause.)

Kommer du
aldrig meer til Østeraad?

Lykke

inden vi atter mødes?

Faksimile

50.

–

Om jeg vil være dig tro? Har
jeg da længer nogen Villie,
mægtede jeg vel at være dig u-
tro, selv om jeg vildet det?
Du kom ved Nattetid, du ban-
kede paa min Dør og jeg luk-
kede dig ind; du talte til mig,
du stirrede mig ind i Øiet
med al denne gaadefulde Magt,
der hilder Kvindens Sjæl lige-
som i et Trolddomsnæt; jeg
skjænkede dig Alt hvad Kvin-
den kan skjænke den Mand
hun har kjær; og derfor er
jeg din, derfor maa jeg være
dig tro – tro i al Evighed.

Lykke

som Frue i Niels Lykkes Borg.

–

Stille, Niels Lykke, stille! Lov
mig Intet.

Faksimile

51.

Lykke

ryster Du saa sørgmodig med Hovedet.

–

Fordi jeg veed, at de fagre Ord
som har hildet mit Sind, dem
har du tilhvisket Hundrede
før mig. Nei, nei! forstaa
mig ret! Jeg bebreider dig
Intet, saaledes som jeg gjorde
da jeg endnu ikke kjendte
dig. Nu veed jeg jo, at du
i Eet og Alt er en Mand, en
Mand hvem Skjæbnen har be-
troet mægtige Evner og et
stort Hverv i Livet; hvor
kan da Kjærligheden være
dig andet end en Leg og
Kvinden et Legetøi?

Lykke

Eline! hør mig!

–

Alt fra min Barndom hørte

Faksimile

52.

jeg dit Navn lyde i Krønniker
og Sange; jeg hadede dette Navn,
fordi jeg troede Kvindens Stolt-
hed krænket ved din Færd, og
dog, hvor forunderligt, naar jeg
i Tankerne malede min egen
Fremtids Krønike, da var du
stedse min Helt uden at jeg
selv vidste det. Nu er det He-
le mig klart; { hv }Had var det
ikke jeg følte; det var en Tan-
ke uden Navn, en gaadefuld
Længsel efter dig som Skjæbnen
havde udseet til at komme mig
imøde for at forklare mig al
Livets Herlighed.

Lykke

(afsides.)

Vee mig! Lucia! Lucia!

–

Hvad fattes dig?

Faksimile

53.

Lykke

tilhvisket dig, men tro mig –

–

Stille! Ikke mere derom; min
Kjærlighed er jo intet Vederlag
for den du skjænker mig; o
nei, jeg elsker dig, fordi et-
hvert af dine Blikke er et
Kongebud som byder det. {)}(Ka-
ster sig ned for hans Fødder.)
O, lad mig endnu engang
præge dette Kongebud dybt i
mit Hjerte Sind, skjøndt jeg
vel veed at det allerede staar
prentet derinde for Tid og Evig-
hed. – Du gode Gud! hvor
jeg har været blind for mig
selv; endnu iaftes sagde jeg
til min Moder: «for at kunne
leve maa jeg bevare min

Faksimile

54.

Stolthed!» Hvad er da min
Stolthed? Er det at vide mit Fol<...>
frit, eller min Slægt berømt over
Lande og Riger? O, nei, nei! mi<...>
Kjærlighed er min Stolthed! De<...>
lille Hund er stolt, naar den
tør sidde ved sin Herres Fød-
der og snappe Brødsmuler af
hans Haand, – saaledes er
ogsaa jeg stolt saalænge jeg
tør sidde ved dine { <...> }Fødder,
medens dine Ord og dine Blik-
ke nære mig med Livsens
Brød; – see derfor siger jeg til
dig hvad jeg nys sagde til min
Moder: «For at leve maa jeg
bevare min Kjærlighed,» thi i
den ligger min Stolthed fra denne

Faksimile

55.

Stund!

Lykke

være Din ligesaafuldt som min.

–

O, du taler som om jeg endnu
var den samme Eline, som hun,
der iaftes slængte Blomsterkosten
for dine Fødder; – i mine Bøger
har jeg læst om det brogede
Liv i fjerne Lande; under
Hornets Klang stævner Ridderen
ud i den grønne Lund med
Falken paa sin Haand, saale-
des stævner ogsaa du gjennem
Livet; dit Navn klinger foran
dig, hvor du drager hen. Alt
hvad jeg begjærer af denne Her
lighed, er at hvile som Falken
ved din Arm; som den var og-
saa jeg blind for Lyset og for

Faksimile

56.

Livet, indtil du løste Bindet fra
mine Øine og lod mig svinge
mig over Skovtoppene; men tro
mig, hvor dristigt jeg end spi-
ler mine Vinger, saa vender jeg
dog altid tilbage til mit Buur.

Lykke

faa urolige Drømme derover.

–

(idet hun staar op.)

Du gjør mig
ilde tilmode, hvad er det, som –

Lykke

nu har jeg fæstet dig.

–

Jeg Niels Lykkes Brud! Det tyk-
kes mig som en Drøm, Alt hvad
der er hændt i denne Nat; o
men det er en fager Drøm; jeg
er saa let om Brystet; der er
ikke længer Bitterhed og Had
i min Hu; jeg vil gjøre al
min Uret god igjen; jeg har væ-
ret ukjærlig mod min Moder;

Faksimile

57.

imorgen gaar jeg ned til hende,
hun maa forlade mig, hvad
jeg har feilet. –

Lykke

sit Minde til vor Pagt.

–

Det vil hun. – O, jeg troer det
vist, hun er god; alle Menne-
sker ere gode; jeg bærer ikke
længere Nag til Nogen – und-
tagen Een.

Lykke

Undtagen Een?

–

Ak, det er en sørgelig Fortælling;
jeg havde en Søster –

Lykke

Lucia{?}!

–

Du kjendte hende?

Lykke

kun hørt hende nævne.

–

Ogsaa hun gav sit Hjerte til en
Ridder; han bedrog hende, – nu
er hun i Himlen!

Faksimile

58.

Lykke

Og du?

–

Jeg hader ham.

Lykke

Straffen i sit eget Bryst.

–

Jeg kan ikke, selv om jeg vilde
det, thi jeg har svoret – tys,
kan du høre?

Lykke

Hvilket?

–

Der, langtborte; det drønner som
Hestetrampen.

Lykke

jeg maa afsted!

–

Men hvorfor? Forklar mig –

Lykke

Løngangen som du nævnte?

–

Gjennem Gravkjælderen; see
her er Lemmen!

Lykke

han maa reddes!

–

(lyttende ved Vinduet.)

Rytterne
nærme sig – (rækker ham Lygten.)

Faksimile

Lykke

Nu velan!

–

Gaa ligefrem, indtil Kisten
med Dødningehovedet og det
sorte Kors; det er Lucias –

Lykke

Lucias! Fy!

–

Hvad er det?

Lykke

som gjorde mig svimmel.

–

Det banker paa Porten!

3die Scene.

De Forrige. Bjørn.

Lykke

det er forsildigt.

–

Hvad er det? hvad er det?

Bjørn

Grev Sture –

–

Hvad han?

4de Scene.

De Forrige. Fru Inger.

Faksimile

60.

5te Scene.

Fru Inger. Eline.

Inger

Niels Lykke – nu?

–

Han har banket paa min Dør
og sat denne Ring paa min Fin-
ger.

Inger

dig kjær af Hjertet?

–

Det har han sagt; og jeg troer
ham.

Inger

nu begynder jeg {!}–

–

Min Moder! I er saa besynder-
lig! O ja, jeg veed nok, det er
min ukjærlige Færd som har
gjort Eder fortørnet paa mig.

Inger

jeg kjender jo dit Had –

–

Men, min Moder!

Inger

sønder i Brystet paa ham.

Faksimile

<...> [HIS: Blad klippet ut. Inneholder tekst. ]

Faksimile

61.

–

Vee mig! hvad er det I siger?

Inger

lagde din Søster i Graven.

–

(med et Skrig.)

Lucia!

Inger

en Gud over os.

–

Da staa mig Himlen bi!

Inger

Eline!

–

Jeg er hans Trolovede for Gud!

Inger

hvad har du gjort?

–

Forbrudt mit Hjertes Fred!
– Godnat, min Moder!
(gaaer ud til Venstre.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: